De pårørende, er de allervigtigste personer, de er dem der løfter, og med på alle sider, både når det går op og ned.

Men de kan også næsten blive helt besatte, af at skulle rede verden, det gør, alt andet ikke bliver vigtigt mere, det går aldrig godt, når du giver slip på dig selv, for at rede en anden. vil det være dig som ender som taberen i sidste ende.

Der kommer perioder, hvor du har brug for at trække stikket, og det er helt okay, for hvad kan du bidrage med, hvis alt du laver, kun handler om at hjælpe en anden??

Misbrugeren kan du alligevel ikke tvinge i bedring, det skal komme fra dem selv, og det er mange gange der, konflikterne kommer.

Du som pårørende, kan slet ikke forstår, at valget om at få hjælp er så svært, det burde faktisk slet ikke være noget , der skulle tænkes over, men det er svært, for misbrugeren, kan være et sted, hvor det slet ikke er muligt lige pt. og de lover og lover, men de holder ikke noget af alt det de lover, men husk, at selv om det ikke lykkes første gang, eller tiende gang, er det sandt, når de siger til dig, jamen jeg skal nok, og lover det lykkes. 

Deres ord er ægte, de ville gerne, og de lover, fordi de tror på det er denne gang, det lykkes, så for at hjælpe jer begge, så lad værd med at bede om at de lover noget som helst.

De skal igennem en personlig gennemgang, deres bekendtskaber, er alle nogen der og misbrugere, hvilket betyder, at de skal ud og lukke for gamle relationer, og sige hej til nye. 

alt det har lavet, er noget der er bygget op omkring misbruget, de kender ikke til andet, for de kan ikke huske hvad det vil sige, at snakke og møde nye mennesker uden at være påvirket.

Så det handler om små aftaler, noget du ved der kan lade sig gøre, det støtter at misbrugeren i at føle at han slår til.

Vær ærlig, men ikke dømmende, for det hjælper intet.

husk dig selv, og hold fast i evt. Konsekvenser, hvis fx. siger, at han vil blive smidt ud, hvis han forsætter med at fikse i  dit hjem, så smider du ham ud, hvis han gør det, ellers, bliver det bare ja ja, der sker ikke en skid alligevel, men det skal ske, for det med til at flytte tankerne, og vise, at når du siger noget, jamen så mener du det, hvis du gang på gang går imod det du har sagt, jamen så mister misbrugeren, respekten, for det sagte, ikke for dig, men han vil flytte grænsen bid for bid, og formenligt få det som han gerne vil.

og det vil gøre dig bitter, ked, og du mister dig selv, misbrugere er egoistiske individer, og når det er aktive, er det kun afhængigheden der taler, det er en led sygdom, så overtager alt, intet af det du bliver budt, er det menneske du kender, han/hun er magtesløs, og gør intet af de ting for at sårer dig, eller nogen andre.

hvis han/hun, var clean, ville de aldrig gøre noget af det de byder dem selv eller nogen andre, og den skam, lover jeg at en hård ting at komme igennem.

Ud fra egne erfaringer, troede jeg aldrig, at jeg kom til at gå med oprejst hoved på gaden igen. Jeg var sikker på at jeg ikke ville have nogen mennesker i mit liv, når de hørte det jeg havde lavet.

Jeg tog fejl! meget fejl endda, jeg har ikke på et eneste tidspunkt, mødt et menneske, der har kigget skævt til mig, alt var min skamfuldhed, alle har mødt mig og min familie med åbenhed, sympati, spørgende, og omsorg. 

Jeg husker at der var nogle enkle, jeg virkelig frygtede, som mine højt elskede kollegaer, dem var jeg 100% sikker på ville hade mig, for det jeg havde gjort. 

Jeg var sikker på de ikke ville se hvorfor jeg havde gjort som jeg havde, og det jeg havde sat dem under mistanke, frygtede jeg også for.

MEN!!! jeg tog fejl, alle dem som jeg har været i tæt relation med, ringede, skrev og mødte op på adressen, blot for at vise de var så kede af det jeg var røget ind i.

Det gjorde rigtig meget for mig, de troede på mig, de den "rigtige" Signe, de ville gøre alt for at støtte mig.

 

Jeg har fået så mange rørende, kærlige beskeder, som virkelig har været med til at gøre min bedring nemmere. Det var mennesker, der har været med mig i gennem, børn, børn, der blev indlagt den 11/3-20 hvor Danmark lukkede ned. Corona, min far der blev syg, og døde i sommeren 2020.

De var dem jeg talte med om alt, og delte både private men og faglighed med. det gjorde mig til den jeg er i dag.'

Jeg ofte tænkt på hvad det er, der gør, jeg har haft så meget brug for deres anerkendelse? jeg er nået frem til at det var mit drømmejob, jeg blev så mega dygtig, og flyttede mine faglige grænser helt op.

De mennesker jeg arbejdede sammen med, var dem jeg så for at være min anden familie. Det var nok også derfor jeg  blev så ked af det, da jeg fandt ud af følgende:

1. Den kliniske sygeplejerske, (hende, der var den ansvarlige for elever) som jeg arbejdede tæt med, pga. af mine elever, troede der var sket noget med mine børn. chefen havde kun sagt, det er meget alvorligt, og det er sgu også tarveligt at sige sådan. hun var så lettet, da hun hørte hvad jeg faktisk havde lavet, men den tog hun så også bagefeter med chefen, det er heller ikke okay.
2. At alle var mest kede, skuffedeover de ikke selv havde opdaget, at der var noget galt med mig, men ingen havde set eller mærket noget.