Opdatering!
Hej alle!
NÅR ALT IKKE ER GODT NOK!
Jeg ved godt at at vi alle møder problemer. Men jeg er gået fra at hvile i mig selv, til at jeg oplever, jeg skifter personlighed, alt efter hvem jeg snakker med..... Hmm! Det er ikke det jeg normalt gør, Jeg plejer at vide hvor jeg står, men jeg er virkelig i delemner, for hvad vil min veninde gerne ha fra mig? hvad forventer kommunen, psykiateren, min mand, mv... Det virkelig tydeligt, at de konstant holder øje med alt jeg gør, men det er ikke altid jeg har brug for at hører alle deres meninger og holdninger, men de er en uskreven regel, som de alle bruger... Men hvor er Signe i alt det her? Det er lige det som jeg slås med pt.
At tage springet, er det sværeste!
Jeg har et mål, det mål er at forsøge, at vise alle, at der er mange der sidder med en misbrug, og ikke kan bede om hjælp. Det er noget mange pårørende, venner, partner, kan have meget svært ved at forstår!
Opdatering!
Hej alle!
NÅR ALT IKKE ER GODT NOK!
Jeg ved godt at at vi alle møder problemer. Men jeg er gået fra at hvile i mig selv, til at jeg oplever, jeg skifter personlighed, alt efter hvem jeg snakker med..... Hmm! Det er ikke det jeg normalt gør, Jeg plejer at vide hvor jeg står, men jeg er virkelig i delemner, for hvad vil min veninde gerne ha fra mig? hvad forventer kommunen, psykiateren, min mand, mv... Det virkelig tydeligt, at de konstant holder øje med alt jeg gør, men det er ikke altid jeg har brug for at hører alle deres meninger og holdninger, men de er en uskreven regel, som de alle bruger... Men hvor er Signe i alt det her? Det er lige det som jeg slås med pt.
At tage springet, er det sværeste!
Jeg har et mål, det mål er at forsøge, at vise alle, at der er mange der sidder med en misbrug, og ikke kan bede om hjælp. Det er noget mange pårørende, venner, partner, kan have meget svært ved at forstår!
styrelsens beslutning.
Jeg har kige fra starten, haft, styrelsen i nakken, de har ikke på nogen måde været menneskelig. Nej de har været kolde og kyniske, og de har på igen måde haft klienten i fokus.
Min kontakt person, jamen hun har, ringet fler gange, men i slutningen, af sidste år gav de mig 48 timer, til at beslutte om jeg ville blive clean, inden for 8 dage.
Lige fra starten af, har de på ingen måde tænkt på mig, de har kun en ting for øje, det var Morfinen, bund ærligt, de ville skide mig et stykke.
De ringede til mig i november, og fortalte, at de ikke kunne vente mere, på min behandling.
de mente, at min behandling ville blive for lang! Jeg spurgte, flere gange, for lang i forhold til hvad, men dette kunne hun ikke svare på, gled let og elefant over mit spørgsmål.
Jeg kunne godt mærke, da jeg lagde på, at jeg var vred, rigtig vred, jeg syntes virkelig ikke det var okay på nogen måde, at ringe på den måde, og 48 timer?? jeg var helt væk, og kunne slet ikke overskue, hvordan de havde tænkt sig, hvordan jeg skulle gå fra 200 mg og til 0 mg på en weekend?
Jeg kan huske, at jeg tænkte : DET PIS GIDER JEG IKKE! Var så tæt på sige, så tag lortet, jeg kan ikke ikke gøre det på den måde!
Men så vækker det min stædighed, og det gør jeg den 30/11-23
stopper, og jeg bliver syg, virkelig syg. Jeg vælger at overholde den aftale jeg har med min ene datter. klip og klister-dag i 2B. Det skulle jeg nok ikke ha gjort, jeg taber kaffen, ned og min datters fødder, taber bollerne, jeg kan ikke klippe fordi jeg ryster så meget på hænderne.
MEN! jeg kommer gennem det, selv om jeg er ved at gå helt bag om dansen, det er ikke noget jeg på nogen måde ønsker, at nogen skal prøve! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg tænkte, det. her kommer jeg ikke igennem! Det er jo helt igennem umenneskeligt. lørdag er den værste! det er helt vildt, vil prøve at beskrive det at have abstinenser.. det er uro i ben, hjertebanken, rystelse, gaben, ikke til stede, når nogen snakke mig.
Jeg har virkelig aldrig prøvet noget så slemt, men jeg kommer gennem weekenden, og mandag, kan jeg begynde at mærke abstinenserne slipper, og har hele tiden, mens jeg fik morfin, sagt, at jeg slet ikke kunne mærke jeg fik det, men skal da lige love for, at jeg godt kunne mærke, at jeg ikke fik noget. jeg ser, mærker, føler og ser livet på noget mere simpel måde.
mit humør er også mere stabilt, og jeg er meget lettere til latter. da jeg først var ude af lortet, har jeg ikke på et eneste tidspunkt, tænkt på det, heller ikke de dage, hvor alt går mig i mod.
Jeg er mega stolt, jeg kom gennem det lort, det slippe noget, som man har fyldt sin krop med, så man ikke har kunne mærke noget, og at alt blev mere ligegyldig.
Jeg håber jeg ved at dele min historie, kan hjælpe et menneske, for livet er sgu for dejligt, og det er ikke løsningen, at tage alverdens stoffer, for at slippe væk. Problemerne, står og venter på dig, når du en dag vågner op!
Husk at dette er en sygdom, og det er en led satan, den ødelægger alt, og viser ingen nåde!
Så be om hjæp, for sammen kan vi hjælpe hinanden, når tingene virker helt sorte, er det vigtigt, t man ikke er alene, men har nogen at dele det med, og blive løftet, og hører at det man tænker og føler ikke er mærkeligt, men noget allr misbrugere tænker.
Opdatering!
Hej alle!
NÅR ALT IKKE ER GODT NOK!
Jeg ved godt at at vi alle møder problemer. Men jeg er gået fra at hvile i mig selv, til at jeg oplever, jeg skifter personlighed, alt efter hvem jeg snakker med..... Hmm! Det er ikke det jeg normalt gør, Jeg plejer at vide hvor jeg står, men jeg er virkelig i delemner, for hvad vil min veninde gerne ha fra mig? hvad forventer kommunen, psykiateren, min mand, mv... Det virkelig tydeligt, at de konstant holder øje med alt jeg gør, men det er ikke altid jeg har brug for at hører alle deres meninger og holdninger, men de er en uskreven regel, som de alle bruger... Men hvor er Signe i alt det her? Det er lige det som jeg slås med pt.
sandhedens time.
Idag kom dagen, jeg har frygtet men også har ventet på... Jeg havde klaget over den afgørelse der er lavet, fra FOA. Jeg vidste de havde erkendt nogle fejl, og det havde jeg ikke set som noget der ikke kunne blive dømt, når de havde erkendt deres fejl. Men der står jeg nu, intet som i slet ikke noget, har jeg fået medhold i alt har dommeren afvist, alt er gået deres vej, og det er så det jeg nu, jeg bare må acceptere, for jeg ikke stille mere op!
de vigtigste mennesker, er de som er tættest på dig.
De mennesker der i dit liv på godt og ondt, er dem der først opdager, når noget er galt. Jeg husker tydeligt da jeg så min. mand opdage, at der var noget galt med mig.Hver gang vingede jeg ham af med en løgn, om det var jobbet, der tog livet af mig. Jeg løg, men som tiden gik, jamen jo mere blev den løgn mere virkelighed, og jeg glemte hvad der var rigtigt, eller forkert.
At tage springet, er det sværeste!
Jeg har et mål, det mål er at forsøge, at vise alle, at der er mange der sidder med en misbrug, og ikke kan bede om hjælp. Det er noget mange pårørende, venner, partner, kan have meget svært ved at forstår!
frygten for virkeligeheden!
Det er rigtig lang tid siden, jeg har haft overskud, til at skrive i bloggen.
Det har virkelig været en hård periode, da jeg pt er tilbage i gammel adfærd.
jeg er fordomfuld, hadefuld, bitter, dumstædigt, og oven i det, så er jeg mega bange.
Det er ikke altid, jeg helt ved hvad jeg er bange for, men mærker hjertet banke, tankerne blive til katastrofe tanker, og intet kan stoppe det.
Jeg er mentalt over belastet, og mærker det ved, at jeg intet kan huske, beder min mand mig om 2 ting, kan jeg stå og løbe rundt om mig selv, fordi jeg ikke kan blive enig med mig selv om, hvordan jeg skal gøre det, eller hvilken rækkefølge?
Dette gør at jeg føler mig dum, også kommer alle følelser, og det skal alle mærke, for jeg vil da ikke lide alene...
Jeg har holdt sidste skoledag for vores store pige, og den forbindelse, er det faktisk første gang, jeg mærker, at jeg har været meget ung, da jeg fik hende.
Jeg har ikke kunne forlig mig med at hun er så stor nu, for jeg er jo ikke blevet en eneste dag ældre! og så er det SAGT! hehe.
Jeg begynder at mærke bedring, jeg får stille og roligt mere og mere overskud, som jeg tydelig kan mærke, smitter af her hjemme, dog stadig med den følelse, at jeg skal kompencere for at mit lort, som alle her hjemme, det er det jeg kæmper med lige nu.
rigtig god fredag :)
Opdatering!
Hej alle!
NÅR ALT IKKE ER GODT NOK!
Jeg ved godt at at vi alle møder problemer. Men jeg er gået fra at hvile i mig selv, til at jeg oplever, jeg skifter personlighed, alt efter hvem jeg snakker med..... Hmm! Det er ikke det jeg normalt gør, Jeg plejer at vide hvor jeg står, men jeg er virkelig i delemner, for hvad vil min veninde gerne ha fra mig? hvad forventer kommunen, psykiateren, min mand, mv... Det virkelig tydeligt, at de konstant holder øje med alt jeg gør, men det er ikke altid jeg har brug for at hører alle deres meninger og holdninger, men de er en uskreven regel, som de alle bruger... Men hvor er Signe i alt det her? Det er lige det som jeg slås med pt.
At tage springet, er det sværeste!
Jeg har et mål, det mål er at forsøge, at vise alle, at der er mange der sidder med en misbrug, og ikke kan bede om hjælp. Det er noget mange pårørende, venner, partner, kan have meget svært ved at forstår!
års dag!
Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet, der har været rigtig meget uro her hjemme, vi er presset, rigtig meget endda.
Jeg har faktisk lige fra day one, forsøgt, at få Holbæk kommune, til at kompencere for de 100.000 kr vi selv betalte for at få mig i behandling.
Det har virkeligt været tungt, for de kan virkelig finde paragrafer, der kan rede dem fra at hjælpe os.
det er sådan, den fredag, ringede min veninde til kommunen, som sagde, vi kan har ikke mulighed for at hjælpe akut, der skal laves en ansøgning, og der vil være en behandlingstid, på 4-6 uger.
Det havde jeg ikke rigtig mulighed for at vente på, jeg står der, politiet har taget ALT! også Min mands medicin, fordi det ikke lå i den originale æske, men trods han via sin medicin app, kan vise det er hans, og navn og dosis stemmer overens med det skrevende på bagsiden af plat-pakningen.
Da jeg endelig var løsladt, var klokken ca 17:00 og sidst jeg havde taget noget morfin, var ved 10:30 tiden, og det begyndte jeg at mærke mere og mere.
Min veninde, fik mig indlagt, på Bispebjerg, fra fredag til søndag, hvor de heller ikke rigtig havde de rigtige kompetencer, i det at at have en patient som mig.
De gav mig 10 mg morfin, jeg åd op til denne dag 500 mg, og tror faktisk jeg har været længere oppe, altså over en helt dag, ikke 500 mg af gangen.
men de ville ikke hører mere fra mig, og hende der havde mig i skadestuen, er en læge jeg selv har arbejdet sammen med da jeg var elev, på ortopædkirurgisk, Anna hun var pisse dygtig, en pige der var høj som et tårn, men samtidig, var hun tynd som et siv, havde de smukkeste brune øjne, og i starten var jeg mega glad og tryg, og jeg samarbejdede, men da hun så kom ind og sagde " Signe! jeg indberetter dig til kommunen, og det gør jeg nu. det samme gælder patient styrelsen, dem kontakter jeg også."
Det kunne kunne jeg slet ikke være i, derefter, jamen så lukkede jeg sammen, og ville ikke snakke med hende mere, det er 100% det rigtige hun gjorde, men jeg holder fast i, at det på ingen måde var noget hun havde behøvet, at sige lige der.
Jeg lå ned, trykket helt ned i kviksandet, det var kun lige det ene næsebord, der vat oppe over sandet, og der var det lige før jeg lod det det sidste synke.
Min veninde, redede mig den aften, hvor mange kan prale af at have så unikt et menneske i sit liv??
Der gik noget tid, før, det gik op for mig, hvor hjernedød heldig jeg var/er for at være i live!
Det kom en dag i behandling, 2-3 måneder inde i forløbet, kom der en ny klient, en fyr, som ja lignede en der ikke havde mere end få døgn tilbage.
sammenkrøllet, øjne der sad helt ude af hovedet på han, hans næsten gennemsigtige hud, tynd, som om han aldrig havde fået noget mad.
han kiggede rundt, men hunde-øjne, meget presset over hele situationen, kunne jeg se han var ved at åbne munden, men det virkede ikke for ham, der kom intet lyd ud, og med det samme, sænkede han hovedet, støttede det med hænderne, på hver side af hovedet.
jeg kiggede på de andre, og tror de tænkte det samme som mig, gud hvor er det synd for ham, jeg lagde en let hånd på ryggen af ham, det gav et sæt i ham, MEN han gjorde ikke modstand, nej denne gut, var ikke holdt om meget længe.
tårerne dryppede ned på gulvet, og ingen gjorde noget for at stoppe det, nej, vi vidste, at dette var starten på at få det bedre.
Med hånden på ryggen af j. mærkede jeg selv noget jeg ikke havde mærket før, taknemmelighed, det var så overvældende, at jeg kunne mærke, at jeg virkelig skulle holde fast, for ikke at begynde at græde.
Men det gik op for mig, da jeg så J, komme ind, at han var mig, 2 måneder tilbage, der sad jeg ligesom ham, grædende, bange, flov, vred, og ude af stand til at tænke klart.
Jeg var heldig, rigtig heldig, at jeg sad der, med overskud til at tage en ny klient ind, og mærke, lysten til at vise, at det nok skulle gå, og det hele er svært i starten men det er vigtigste er, at man kun tager en dag af gangen, ikke kigge frem i tiden, ikke spekulere over hvad fremtiden bringer, nej en dag af gangen.
Jeg har været i gang med min bedring i et år.
Jeg stoppede i primær behandlingen, den 28/7-23.
overgik til efterbehandling, der kom jeg hmmm.... bum bum?? 5 gange, men måden det var bygget op på, kunne min hjerne ikke være i, at hører om andres lort, det tog jeg med hjem, og det pissede mig virkelig af,
Da jeg blev afhængig af morfin.
Jeg har gennem de sidste ca 10 år, haft problemer med min ryg. Det er kommet i forbindelse med 3 graviditeter. Det er nogen smerter, der er kommet og gået, men noget jeg altid har kunne styrer med almindelig håndkøbsmedicin.
Jeg er nød til at springe lidt frem og tilbage i tiden, da jeg efter min behandling, kan se, at der er flere ting, der har spillet ind.
Men første gang jeg tog morfin, var et par dage inde i det nye år 2023.
Jeg skulle have dagvagt, arbejdede på et sygehus, hvor mine primære opgaver, var at mobilisere, vaske, ja alt det patienten ikke selv kunne.
Vi havde hele 2022 haft fuldstændig vanvittig mange opsigelser. og konstant kom der nye, men mange af dem, de kom måske 1-2 vagter, også så vi ikke mere til dem.
Der vr og rigtig mange gange, hvor nye medarbejdere aldrig mødte op.
Vi var en stor afdeling, vi var delt op i 4 grupper, hvor ca havde 13-14 patienter, og de var mange gange rigtig tunge.
men når du hver dag møder ind til patienter der ligger på gangen, sygemeldinger, og alt for mange opgaver, så bliver du nød til at gå på kompromis med din faglighed, og det havde jeg meget svært ved, hele tiden vælge, hvad er vigtigst? for alt er vigtig.
Der blev desværre i forbindelse med mangel på personale, desværre bygget en kedelig snobbet, arbejdsmoral op, og den kom fra ledelsen..
De kiggede aldrig assisternes vej, nej altid sygeplejersken vej, så hvis der var travlt, skulle assisterne tage alt patientpleje, og sygeplejersken, tager stuegang, og medicin, som er noget vi andre også kunne varetage, men det var sådan, de sagde, at der skal være forskel, på faggrupperne.
Dette begyndte at skabe en fagkrig, men s vi alle knoklede som heste, så blev stemmingen dårligere og dårligere.
presset steg, de sidste par måneder af 2022. Vi konstant i overbelæg, og konstant, fik vi besked om, at hjælpe hinanden, og vælge de vigtigste. Så set i barkspejlet, var jeg allerede stresset, men ikke noget jeg selv så eller mærkede.
Konstant fik vi sms-beskeder, hvor der blev råbt om hælp, da der var sygdom, til en vagt, og defor, manglede der hænder, bare et par timer, så ville det hjælpe.
det gjorde jeg tog flere og flere vagter, for så skulle jeg ikke tænke på, det, når jeg var hjemme, for der, fik jeg så dårlig samvittighed, så jeg begyndte at lukke ned for hvad jeg selv, ville og kunne.
Så da jeg mødte ind den vagt efter nytår. og så hvem jeg skulle dele 13 patienter med, var min verden ved at knække, men igen måtte jeg tage mig sammen.
jeg skulle skabe ro og hjælpe de der havde brug for det, men også mine ryg-smerter, skulle jeg også lige være i, og det kunne jeg åbenbart ikke.
Der er en patient, der kalder på mig, hun vil gerne bede om smertestillende.
Jeg går ud i medicinrummet, hælder op til patienten, men hælder også en op til mig selv, dette gør jeg uden at skimte det en tanke, og vagten bliver klaret! dette var første gang, og ja kan ikke redegøre for alle gangene, men det går op for mig, efter 2 uger, at tankerne kun på hvordan jeg skaffer mere.
men den del af historien må vi lige vente med til næste blogindlæg!
Da jeg opdagede afhængigheden, uden at vide det var det jeg var!
Jeg kan ikke huske hvor lang tid der går inden jeg kan mærke, jeg får flere og flere mærkelig tanker, og flere og flere, handlede om den ro jeg havde mærket, og det måtte ikke stoppe, for jeg kunne klare alt!
den varme og ro jeg mærkede, armen det var alt det jeg manglede. Men lige godt jeg havde det i starten, lige hurtigt, forsvinder virkningen, og begynder at virke modsat, og det kommer til udtryk ved, jeg bleve mere og mere vred, tager højere og højere dosis, men jeg rammer ikke samme virkning.
perioden er over 3-4 måneder, men at jeg alligevel, ryger jeg op og spiser 500 mg. det sætter det tingene i perspektiv, om hvor vanedannet, Morfin er, og hvor hurtig man kan ryge ud hvor man ikke kan bunde.
alt i mens dette stod, fik jeg det også værre og værre. Det at jeg begyndte at gå imod alt det jeg står som person, gør at jeg begynder at bliver mere og mere stresset.
jeg sover stort ikke i denne periode, jeg påtager mig konstant ekstra vagter, og ryger og arbejder ca 65 timer om ugen, de sidste 3 måneder jeg er der.
Jeg overlever, og det gør ved at skubbe folk væk, skabe konflikter mellem og mig og min mand, da det i mine tanker afmagt er den bedste løsning, for at jeg ikke føler han kommer for tæt på.
Det er lidt underligt at tænke tilbage på, specielt fordi jeg, set tilbage, var for at miste ham.
Jeg ville gerne opdages, men jeg kunne ikke selv finde modet, til at række ud.
Jeg er så ked af at min mand skulle bydes dette, at se ham, være helt ødelagt over at han ikke havde opdaget noget, det var og er stadig mega hårdt.
For ligemeget hvor meget jeg fortæller, at han intet galt har gjort, kan jeg ikke fjerne den tanke han har.
Men igen så var der igen der opdagede noget, ikke en eneste kollega, det er godt nok også hårdt at hører dem fortælle at de, ikke kan holde ud at tænke på de igen ting så eller opdagede.
Men misbrugere er de bedte til at lyve og gemme ting...
Jeg så mit svigt som en anden form for utroskab, da min mand, har levet sammen med mig, spurgt 1000 om der var noget galt, og svaret var, der er ikke noget galt, vi har bare pisse travlt på arbejdet,..
Det noget jeg ser som et svigt, han aldrig tilgiver, men lærer at leve i.
Jeg havde aldrig tænkt at det ville ramme min familie, som det gjorde, og det er også med til bekræfte mig i, at det er en led sygdom, som jeg skal lærer at styrer, og magte.
Dette vil jeg skrive og uddybe i næste indlæg.. Der vil jeg beskrive om mandag d. 17/4-23 dagen hvor jeg gik i gang med at rede mig og mit liv.
Skriv endelig hvis i har nogle spørgsmål, eller du som pårørende, har noget..
Alt forbliver anonymt.
Styrelsen for patientsikkerhed!
Idag, den 11/3-24. fik jeg opkaldet fra min advokat, som er blevet sat på sagen med styrelsen, grundet et meget kompleks omgang, ja den del skal jeg nok forsøge, at redegøre for.
Den fredag, den 14 april, hvor min verden væltede, og jeg skulle stå til ansvar, for det jeg havde gået og lavet.
Jeg landede som tidligere skrevet, på Bispebjerg hospital. den aften da min veninde C og jeg landede derinde, og vi ventede, ventede og ventede! Jeg havde sidst, taget morfin, kl 11:15 samme formiddag, og jeg var ved at blive ædt af abstinenser, jeg var blevet sigtet og anholdt kl 13:30, og ja var blevet kørt ud til sygehuset, hvor de også skulle rendsage.
BESKIVELSE AF RENDSAGNINGEN :
Jeg ved godt jeg hopper frem og tilbage, men det er sådan, at når jeg sidder og skriver, jamen så er det et emne jeg tænker, skal skrives ned, men så kommer der til ting frem, som jeg nogen gange har glemt, eller ikke har tænkt som vigtigt.
Men jeg kan også godt se, at alt nok mere eller mindre, er vigtig, især for at skabe helheden.
Dagen er fredag d. 14/4-23.
Jeg havde denne morgen, ringet og meldt mig syg, dette gjorde jeg, for jeg var gennem de sidste par måneder jeg var der, blevet mere og mere presset, og havde svært ved at være i det, ET: jeg var så bange, flov, vred, og helt igennem magtesløs.
Min chef, gjorde flere og flere lede ting, hun gav en kollega min drømmestilling til en anden, lige for næsen af mig, hun gjorde alt, som hun faktisk skulle drøfte med mig, disse ting lagde jeg mærke til, men hun havde gjorde ikke noget, hun snakkede dårligt til mig, og ja jeg kunne godt mærke at hun havde ændret adfærd, og det gjorde også, at jeg sygemeldte mig, den 14/4-23.
Hun var så sød, og mega forstående, og det bed jeg godt mærke til. Jeg tænkte ikke mere over det, for jeg var ved at brænde helt sammen.
jeg gik ind og sov, og da jeg vågnede, lavede jeg en kop kaffe, satte mig ud på trappen, for ryge en smøg, og nyde foråret.
Jeg havde ikke andet end lige nået at tænde min smøg, inden jeg godt så en bil komme kørende op af vores vej. Jeg kendte ikke bilen, og den stoppede lige ude foran vores indkørsel.
Døren til bilen bliver åbnet, og jeg tænker det nok er ind til naboen, men det var det ikke, gående, kommer 2 kvinder gående, og jeg tænker hvem helvede er de!?
Jeg så deres skilt om halsen, og alt frøs i min krop, ikke på et eneste tidspunkt, tænkte jeg på det med mit tyveri og misbrug, nej jeg ventede de kom og fortalte at min mand var død! Siger lidt om hvor lidt jeg havde opdaget.
De kigger på mig og den ene siger " er du Signe Mortensen?? " jeg svare ja, hvortil hun siger, Signe du sigtet, anholdt for tyveri af medicin på dit arbejde...
jeg stivende, blev lettet, fordi jeg troede det var et dødsfald de kom med.
"Anholdt? åh hvad? nå, jamen nå, hmm det forstår jeg ikke noget af!" de fortalte mine rettigheder, og og kom med en dommerkendelse, hvor de have ret til at ransage mit hjem.
Det betød den ene politi-dame stod lige ved siden af mig hele tiden, da jeg ikke måtte gøre noget, eller hvad det var. den anden kiggede i alt. Jeg overvejede mine muligheder, men jeg besluttede, at jeg skulle gå på den lettelse jeg havde følt, da de kom og sagde hvad det handlede om.
Jeg gik ind i mit elskede krea-rum, hvor jeg havde gemt alt indpakning, og gav alt det jeg havde liggende, men nok også i forsøg på at se om jeg på nogen måde kunne komme til at gemme en pakke, så jeg ikke skulle få abstinenser, men det var ikke muligt med den der hæmoride, der var i røven af mig hele tiden.
Jeg gik over lavede en kop kaffe, og spurgte om jeg måtte ryge, da jeg kunne mærke angsten komme, for lige med et kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde sagt noget til nogen, ingen kendte til det jeg havde haft gang i gennem de sidste måneder.
Jeg fik lov at sende en besked til min mand, hvor jeg skrev: Hej Skat!
Jeg kan ikke hente børnene, det bliver du nød til at gøre!
Jeg forklare senere... Lige der! Der kom jeg i tanke om hvad det var jeg havde lavet, og hvad jeg have budt alle i min familie, min veninde, og self. min mor, min der lige var blevet enke, og som mere end noget andet, havde brug for mig og min bror.
Jeg blev svimmel, det sortende for øjnene, og jeg kunne slet ikke trække vejret.
Mine børn! mine elskede børn! hvad var det jeg havde lavet, går M fra mig, og alle vil hade mig.
Men lige der, hvor jeg mærkede min kropsvigte mig, så hørte jeg hende den ene, snakke i telefon, og til at starte med, tænkte jeg ikke yderligere over det, men så hørte jeg, " Det er så fint, vi er kommet ud til hjemmet, og vi kommer ud til dig bagefter, og kigger i skabe. Ja vi ses P!"
kunne mærke at jeg gik fra angst, til enorm vrede!
Jeg kiggede på hende! " hvem var det du snakkede med!? Hun vender sig, lidt overrasket, åh hvad? Jeg gentager mig selv, og slipper ikke blikket fra hende! Det var din chef, vi ville blot informere hende!?
Lige der kunne jeg se det, se at hun godt selv kunne se og mærke, at det nok ikke var helt okay!
Hvorforskal hun vide det spørger jeg? Det behøver jeg ikke svare på, det er noget vi har vurderet nødvendigt, for at sikre vi ikk går forgæves, og for at danne et overblik og mængder.
Jeg kiggede på hende og så fik hun rent besked! Du SKAL IKKE OVERHOVEDET, BRYDE DIT HOVEDE MED AT INFORMERE MIN CHEF!
Jeg kunne slet ikke se hvorfor hun havde krav til at vide hvad de lavede i mit hjem.
Jeg blev rastløs, gik frem og tilbage, rundt om vores køkken-'ø, og snakkede med mig selv.
Fatter du ikke en besked, sagde kosten, jeg kiggede på hende helt tom i blikket, og gav sådan et lille provokerende fnys, og svarede."
Du skal ikke bryde dig om snakke sådan til mig, du står i mit hus, og så kan det godt være i skal gennemrode alle mine ting, men du ALDRIG, OG JEG MENER ALDRIG! tale sådan til mig, i mit hjem! Er det forstået! jeg gik frem mod hende, og set tilbage, kunne jeg virkelig have skabt en rigtig lorte situation, men jeg blev så vred over hun ikke på nogen måde regnede mig for noget.
Hun blev vred, og helt tomat rød i hovedet, og hende makker, råbte HAY vi bytter! og det gjorde de! hende her var et andet menneske, hun fortalte, at hun var så taknemmelig over, at jeg var alene hjemme, hun var bange for, at børnene var hjemme.
M kom hjem, og shit han blev vred, han måtte heller ikke overhovedet gå nogen steder, hen, mens at han ikke på nogen måde kunne genneskue, hvad det handlede om!
Jeg fik af den søde panser, til at tage de sække, de have alt medicinen i, til at gå ud med det, mens M var i kælderen, for at skifte til privattøj.
Jeg takkede hende, og forklarede at det virkelig betød meget, for M vidste jo ikke noget, og det skulle ikke være måden han fik besked på.
Han kyssede mig, og sagde, du ringer bare skatter, så henter jeg dig.
Vi kørte ud ti sygehuset, hvor de siger at vi skal op på afdelingen, for der var et taskeskab, hvor jeg havde nøglen med hjem. Jeg
fniste, som om jeg tænkte de tog pis på mig!
Men det kunne jeg så godt se ikke var tilfældet, også gik jeg i baglås! " Det kan i sgu godt glemme alt om! Jeg skal ikke derop med 2 pansere i ryggen! Det kommer ikke til at ske! Jeg skriger og råber hvis i tvinger mig? Så kiggede jeg på hende den sure, prøv og hør her, nu ved jeg , at du flere gange har talt med P så nu er i veninder, også må hun også tage delen i at finde skabet, også skal jeg nok gå me i kælderen!"
de kiggede på hinanden, og tror det gost det var fredag, for de gad ikke bruge mere tid på mig, så jeg forklarede hvor afdelingen lå og når hun kom op, var skabet lige foran hende.
Hun kom ned hurtigt efter, og nikkede ernakendende til mig, og bekræftede, at skabet var tomt som jeg havde sagt.
Jeg spurgte pænt om de ikke kunne gå et par meter bag, så det ikke lignede de gik med mig. Det gjorde de så og de rodede i mit skab i kælderen, de fandt ikke noget der, og så skulle vi på stationen og ha afhørt mig , og taget billede, og fingeraftryk.
Der knækkede min verden, der gik det op for mig, hvad det var jeg havde gjort.
Jeg græd og græd, og ja da sagen blev fremlagt for mig, kunne jeg slet ikke holde ud at hører på det...
Hun spurgte om jeg ville se billeeren der var taget fra medicinrummet, og det ville jeg ikke, jeg var så flov.
Men så slog det mig, Billeder??? åh hvad?
Jamen er jeg ikke først blevet sigtet idag? jo, det er du men regionen ringede og anmeldte dig for 1,5 måned siden, og de har så taget billeder før efter en vagt, og ja, skaffet beviser!
Beviser? jamen de må sgu da ikke gå og lave egene bevis, indsamlinger, det er sgu da jeres arbejde?
og hvad! har de vist besked så længe? armen hvorfor har min chef så ikke kaldt mig til en samtale?
Lige der, gik det op for mig, at regionen, havde gjort, det de kan! omgås reglerne som de tænker de har lyst til, dækker over hinanden, og ingen kan gøre noget, og så også FOA ikke formår st gribe sagen, hjælpe deres TR så kan jeg love dig, at du er blevet most! jeg har / punkter, hvor regionen ikke overholderegne retningslinjer, og det kommer meget tydeligt frem, et par uger fra denne dag!
Jeg glæder mig til at smide nyt indlæg ind, pas på hinanden!