Jeg har et mål, det mål er at forsøge, at vise alle, at der er mange der sidder med en misbrug, og ikke kan bede om hjælp. Det er noget mange pårørende, venner, partner, kan have meget svært ved at forstår!
Det handler ikke om jer, det handler om at man skammer sig, man er så bange for hvad alle omkring en vil tænke.
det er ikke fordi i ikke har lyttet nok, og heller ikke fordi, at han er pisse ligeglad! nej han han elsker dig, og er mega bange for at du ændre dit syn på ham.
Så hvis du oplever, at du inden er sammen med en clean misbruger og bliver bekymret, så drop alt det der med at holde øje, stille mærkelige spørgsmål, for du skaber kun frygt over i din partner.
spørg direkte, du får svaret med det samme, og hvis kan mærke den anden virker underlig, og du bliver bange så sig det, sig du bliver bange, fordi han er begyndt at lægge skærmen ned af, går udenfor når der skal snakkes.
dette kan helt sikket virke som om han laver ballade, men det er faktisk fordi han er ved at planlægge, hvordan han vil fri til dig!
så spørg og luk den, misbrugeren forstår udemærket hvorfor du spørger!
Da jeg var indlagt, var jeg så bange, sad derinde alene, og tanken om jeg var misbruger, havde på intet tidspunkt skimtet mig en tanke, jeg havde slet ikke set mig selv som misbruger, altså jeg godt klar over, at jeg havde taget Oxonorm og ja 500 mg er da meget, men jeg havde jo ikke virket påvirket, og jeg ville jo gerne stoppe, så var jo ikke misbruger.
Men da min veninde og bror på skift ringede, og sagde, at de havde fundet et misbrugscenter, og der skulle op mandag morgen!
Jeg blev så vred, og skældte dem ud, og mente virkelig de overreagerede, og de skulle stoppe nu, for jeg skulle under ingen omstændigheder på noget misbrugscenter. Hvad havde de tænkt sig, at jeg skulle ud hænge ud med en flok, klamme narkomaner??
Jeg lagde på, og gad ikke snakke mere med dem, for jeg kunne godt mærke, at det de lagde planer bag min ryg, gjorde mig fuldstændig sindsyg.
Jeg har styret min familie, arbejdet 60-65 timer om ugen, igennem de sidste 3 måneder, og ja jeg kan ikke huske hvad jeg lavede på jobbet, men det ændre ikke på, at ingen, som i slet ikke nogen, skal bestemme hvad jeg skulle.
Da stuegang gik i gang, kom der en kvindelig læge, som ja spurgte ind til det der var sket, og gerne ville hører hvorfor jeg lå derinde.
Jeg blev meget overrasket, men jeg startede for en enden af, og fortalte alt, dagen jeg tog min første pille, hvornår jeg selv indså, at jeg havde et problem.
men det var rigtig svært for mig, at samle mig, fordi de skar mig ned fra 500 mg morfin, til 10 mg PN. jeg troede jeg virkelig jeg skulle dø, og de var virkelig ikke særlig glade for at tro på mig, så de gjorde det, at de kun ville give 60 mg depot, og 20 mg PN.
Jeg var så syg, og da læge havde hørt min historie, jamen så sagde hun, Signe du får ikke lov at blive udskrevet, før vi ved hvad den fremtidig plan er, du får ikke lov at komme hjem, før jeg kan skrive, at du skal opstarte behandling.
jeg ved godt hvorfor hun havde handlet som hun gjorde, det var fordi dem der hjemme ikke ville tage mig hjem, hvis jeg ikke ville gå i behandling.
Jeg accepterede kravet, men at jeg så ville ha lov at komme hjem søndag, så jeg lige kunne være samen med mine børn, og mand, for hold nu kæft det har været det være hårdt, at se hvor ondt jeg har gjort ham! Det havde virkelig ikke fortjent, JEG HAVDE SVIGTET HAM!
Jeg var så bage for at han ville gå sin vej, for jeg kunne se i hans øjne, at han var vred, bange., Men han blev ved min side, og jeg følte og føler at jeg er verdens heldigste kvinde.
Dette er første del. at min historie.... håber i der er i misbrug, vil se dette som muligheden, for at rede dig selv, og tager skridtet tilbage til livet!!!:)
Tilføj kommentar
Kommentarer