MIN PERSONLIGE HISTORIE!

Mit navn er Signe, jeg er 36 år, bor i Holbæk sammen med min dejlige mand, og vores 3 fantastiske børn. Jeg er uddannet social og sundhedsassistent.

Da mit liv faldt fra hinanden sidste år, følte jeg mig helt alene, jeg var flov, bange, angst, vred på mig på mig selv. Ingen vidste nogen, da bomben den 14/4-2023 ramte mig, min familie, venner, og mine kollegaer, var jeg sikker på at jeg ikke ville overleve det, for ingen som i slet ingen vidste at jeg var afhængig, ja misbruger, af Oxynorm ( morfin)

Jeg blev på 4 måneder misbruger af det jeg hver evig eneste dag, lavede nedtrapningsplaner for mine patienter, hvor jeg var forklarede hvor vanedannende det er, og det er vigtigt, at de rakte ud, hvis de begyndte at føle de ikke kunne undvære det, for så kunne det være tegn på, kroppe var afhængighed. 

Men da jeg i starten af januar, 23, havde rygsmerter, (noget jeg har haft flere år, efter nogle hårde graviditeter) jeg tog almindelig smertestillende, men denne dag kunne det ikke slå smerter ned, og denne vagt var ligesom de sidste 6 måneders vagter, en vagt med 4-5 sygemeldinger, og det var mere reglen end undtagelsen, og alle var presset. 

Jeg skulle denne vagt, være sammen med en mandlig sygeplejerske, som ikke liiiiggge var min top 10 af dem jeg ville arbejde sammen med.

En kvindelig patient, kalder, og spørger, om hun må få ekstra smertestilende, da hun har meget ondt efter at ha fået sat en ny hofte ind.

Jeg går i ud i medicinrummet, og finder det PN = Pisse nødvendige ) medicin, lægen har ordineret. Der var lagt 5 mg Oxynorm ind, som jeg kviterede for.

Men i det jeg skal stille glasset tilbage på hylden, kiggede jeg på glasset, mærkede suset, det sus der kommer, når man ved, at det man laver er ulovligt. men

lige der, der valgte min hjerne, at slukke for Signe, og og sige goddag til MR. afhængighed.

Jeg tog en tablet ekstra, lage den i min lomme, gik ind på stuen til patienten, gav hende den tablet hun skulle have. Jeg forlader stuen, med hånden i lommen, gik ind på kontoret, tog min sodavand, der stod på bordet, lagde pille på tungen, og slugte pillen, uden at stoppe op, og overveje det jeg havde gang i.

Når jeg tænker tilbage på vagten, så kan jeg godt se, at jeg ikke tænkte mere over de konsekvenser, der kan følge med, når man stjæler fra jobbet.

Nej det løste smerterne i ryggen, og gjorde, at jeg var flyvende, og fik et overskud jeg ikke havde mærket før.

Der gik nok en lille  uge iden jeg stod i samme situation, og derfra tog det kun fart. På 4 måneder gik jeg fra 5 mg til 500 mg. Kroppen og hjernen, skulle bare have mere og mere, det overskud jeg fik i starten, forsvandt i takt med jeg tog mere og mere, jeg prøvede at få det overskud, jeg fik i starten, men det kom aldrig, det gjorde det modsatte, jeg fik mindre og mindre overskud, jeg tog flere og flere vagter, jeg skulle væk fra hjemmet, for vidste, at min mand, ville opdage alt, hvis jeg ikke fik ham ud i strakt arm. Han vidste gost der var noget galt, han spurgte hver eneste dag, om jeg var okay.

Jeg gav jobbet skylden, og grunden til jeg løg der, var fordi jeg ikke vidste om han ville blive sammen med mig, hvis han kendte til sandheden. 

Da jeg blev opdaget:

Den 14/4-23 var en fredag, hvor jeg havde sygemeldt mig, jeg var på dette tidspunkt, så tæt på at knække, og jeg kunne ikke finde vejen ud af 

af misbruget. 

Jeg skammede mig virkelig, intet kunne gøre mig glad, jeg blev mere og mere angst, og vred.. Denne fredag blev en fredag mange ikke glemmer, jeg sidder med kop kaffe, og røg en smøg, ser godt der kommer en bil, men ikke noget jeg tænker yderligere over. Jeg sidder i min egene tanker, da 2 kvinder kommer gående ind af indkørselen. Den ene stopper op, og siger, er det dig der er Signe Viksø Mortensen??

Jeg kiggede, og et lyn slog ned i mig, åh gud! børnene! der er sket noget med dem, ?!

Ja får jeg fremstammet, vi kommer fra Holbæk politi, og kl 13:27 og du er anholdt, sigtet for tyveri af morfin på Holbæk sygehus.

Først blev jeg lettet, nå bare det! jeg var lettet over at der ikke var sket noget med børnene. MEN så kom jeg i tanke om, at ingen vidste noget om det lort jeg havde gået og lavet! 

FUCK! Min mand, han går fra mig.... hvad skal jeg sige til min mor, ja alle?? men midt i alt kaoset, mærkede jeg også lettelsen skylle ind over mig. Nu kan jeg endelig komme ud af det lort her, men hvordan.

Jeg springer lidt frem, da det med ransagning, osv ikke er vigtigt for historien. de tog alt, og derfor fik min veninde mig indlagt på Bispebjerg, da jeg under ingen omstændigheder, skulle på Holbæk og ligge med abstinenser, og helvedes masse selvmedlidenhed! 

Jeg mærkede godt hvordan min mand så på mig, han var vred, men også bange, han anede ikke hvilket ben han skulle stå på, min veninde spottede det heldigvis, kiggede på ham, Signe har brug for dig, du må gerne være vred og skuffet, men beslutter du, at blive så er du hendes klippe, og ikke den der skal fortælle hvad skade det er hun har påført. Hun har lidt i stilhed, og ikke været klar over, at det var selvmord hun havde gang i, så alt den tid hun har tjent penge, ikke sovet, klemt ballerne sammen, har hun styk for styk, mistet sig selv.

Jeg kunne ikke andet end at sige hun var helt galt på den. 

Hun kiggede på mig, og sagde med alvor i stemmen! " nååå nej! det er jo også rigtig, for det er jo helt normalt at æde 500 mg Oxynorm!"

Jeg fattede det med det samme, hun og alle andre, blev bange, de fandt ud af hvor latterligt tæt de havde været på at miste mig, men den del fattede. jeg ikke, eller jo, men det var ikke noget jeg var klar på, at tage ind og mærke lige der. jeg holdte kæft, lå fra fredag til mandag, hvor jeg kom i døgn behandling.¨

i næst4e indlæg, bliver i inviteret med i behandling, om hvordan jeg ikke kunne se at jeg passede ind,  og bare ville væk.

Skriv endelig hvis der er nogen du/i vil hører om..

kæmpe knus fra mig.